Stefanie Jolak har lidt af vulvodyni i 8 år. I dag vil hun ikke længere skamme sig, men har valgt at stå frem i Go’Morgen Danmark på TV2, der i januar satte fokus på sygdommen.
Følte sig håbløs
Stefanie opdagede hendes smerter i slutningen af gymnasietiden. Hun havde en konstant stikkende fornemmelse i underlivet.
– Jeg følte ikke, at jeg kunne sige det til nogen, og jeg kunne ikke være i min egen krop. Jeg kan huske, at jeg låste døren til toilettet på gymnasiet og lå og græd på gulvet. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre, fortæller hun i programmet.
Gynækolog: Vi mangler et helhedsorienteret behandlingstilbud
Gynækolog Henrik Vittrup var også med i programmet. Her fortalte han, at vulvodyni er svær at behandle blandt andet fordi det er en udelukkelsesdiagnose.
– Det er dybeste set en sygdom, vi ikke helt forstår, og der skal behandles meget individuelt, siger han.
Henrik Vittrup mener, at der er behov for vulvaklinikker, der både har gynækologer, hudlæger, neurologer, smerteklinik, fysioterapeuter og sexologer tilknyttet. Det bliver anbefalet i følge Henrik Vittrup internationalt, men tilbydes ikke danske kvinder i dag.
– Vi har ikke den slags institutioner i Danmark, siger Henrik Vittrup.
(Foreningen kan oplyse, at der i dag findes vulvaklinikker fordelt på landets hospitaler, men at der typisk kun er gynækologer og fysioterapeuter tilknyttet. Enkelte har også fokus på sexologi.)
Det kan Stefanie genkende. Selv føler hun, at hun er blevet set på en meget fragmenteret måde i sundhedsvæsenet. Hun savner et helhedsblik i stedet for at gå fra én specialist til en anden.
– Vi mangler højtkvalificerede vulvaklinikker, hvor man arbejder med den bio-psyko-sociale model. Hvor man ikke bliver ved med at lede efter én bestemt årsag til sygdommen, men hvor man åbner mere op for at der kan være flere forskellige ting, der spiller ind, fortæller hun i programmet.
Med i TV2 Echo
Efter Stefanie har valgt at stå frem i en af TV2 Echos minidokumentarer, har hun fået rigtig meget positiv respons. Særligt fra andre kvinder med smerter.
Stefanie fortsætter sin kamp for lindring og skal nu genopstarte et nyt behandlingsforløb. Hun giver ikke op, men det koster – også på økonomien.
– Jeg tør ikke tænke på, hvor mange penge mine forældre har brugt på det her.
Stefanie læser til dagligt Folkesundhedsvidenskab.
Se film fra TV2 Echo
Du kan se filmen fra TV2 Echo her.
Udsendelsen blev sendt 29. januar i Go’ Morgen Danmark på TV2.
Du er ikke alene
Det kan være forvirrende, frustrerende og fortvivlende at have vulvodyni. Men husk, at langt de fleste får det bedre. Opgiv ikke håbet og søg derhen, hvor du bliver taget seriøst og hjulpet.
Bliv medlem