Skip to main content

Få hjælp

Vi har samlet al information om behandling af vulvodyni i Danmark. Siden er tænkt som et redskab, når du har brug for overblik, viden eller fornyet håb.

Ny med vulvodyni?

1

Kontakt din læge

Første skridt er at gå til din egen læge. Fortæl om dine symptomer, og bed om at blive udredt. Din læge eller en gynækolog vil tage en række prøver for at udelukke andre lidelser fx infektioner eller hudlidelser, og det er vigtigt at få undersøgt først.
2

Kom videre i systemet - hurtigt

Hvis din læge eller gynækolog ikke kan hjælpe dig, så insister på at blive henvist videre! Det er afgørende, at du kommer hen til dem, der kender til lidelsen og kan hjælpe dig. Vi anbefaler, at starte ved de offentlige vulvaklinikker*. Vær forberedt på, at der kan være lang ventetid. Har du en sundhedsforsikring, kan du måske komme til en privatklinik, hvor ventetiden ofte er kortere.
3

Drop penetrationssex, hvis det gør ondt

Gennemfør ikke penetrationssex, hvis du har mange smerter. Det er vigtigt, at du respekterer dine grænser. Smertefuld sex kan forværre din vulvodyni og påvirke din seksualitet negativt. Husk at sex er andet end penetration.
4

Overvej at stoppe med p-piller

Flere undersøgelser viser, at der kan være en sammenhæng mellem brug af p-piller og vulvodyni**. Er du på p-piller, så overvej at stoppe, og brug en anden form for prævention i stedet.
5

Én ting ad gangen

Sæt ikke mere i gang, end du kan overskue. Start med de mindst indgribende behandlinger først og gerne i offentligt regi, så du ikke bliver ramt hårdt økonomisk, da det i sig selv kan være en stressfaktor.
6

Tag en dyb indånding - og giv ikke op

Det er helt normalt at blive overvældet af vrede, frustration og tårer. Men husk, at du kan få det bedre, og at langt de fleste gør. Det er ikke verdens undergang, selvom det kan føles sådan. Du er meget mere end dit underliv. Hold fast i håbet.
* Anbefalingen om at opsøge en vulvaklinik på et regionshospital læner sig op ad anbefalingen fra Dansk Selskab for Vulvalidelser, som Dansk Vulvodyniforening har været i dialog med.
**Greenstein et.al., 2007 “Vulvar Vestibulitis Syndrome and Estrogen Dose of Oral Contraceptive Pills” (læs)

Offentlige behandlingssteder

Nogle privatpraktiserende gynækologer kender til, og kan behandle, vulvodyni.

Du kan også få henvisning til en vulvaklinik. I Danmark har et hospital i hver region minimum én vulvaklinik, eller klinik for kvindesygdomme, som har ansvar for at behandle vulvodyni. Udgangspunktet for behandlingen er ofte et tværfagligt samarbejde mellem gynækologer, fysioterapeuter og nogle steder også sexologer. Der findes en dansk guideline udarbejdet til behandling af vulvodyni, som du kan forvente, at de fleste læger følger. Bemærk at nogle klinikker dog har flere tilbud end andre.

Det koster ikke penge at blive behandlet på en vulvaklinik, og du kan blive behandlet i hele landet (frit sygehusvalg). Det er din egen læge, som skal lave henvisningen. Du skal muligvis selv betale transporten.

Mangler vi noget? 
Vi opdaterer løbende siden. Tip os, hvis der er noget, vi burde oplyse om.

Hvidovre Hospital

Behandlingstilbud
Lokalbedøvende creme eller salve (Lidocain 2 eller 5 %), fysioterapi og/eller sexologisk rådgivning. 
Læs mere her

Mere
Se aktuel ventetid her. Kontakt afdelingen.

Herlev Hospital

Behandlingstilbud
Lokalbedøvende creme eller salve (Lidocain 2 eller 5 %). Foreningen er ikke bekendt med, om der stadig tilbydes andre behandlinger såsom fysioterapi jf. denne pamflet.
Kontakt eventuelt klinikken og hør.

Mere
Kontakt afdelingen for aktuel ventetid.

Holbæk sygehus

Behandlingstilbud
Lokalbedøvende creme eller salve (Lidocain 2 eller 5 %),  desensibilisering (trykmassage), træning med dilatorer, medicinsk smertestillende behandling (Amitriptylin eller Gabapentin) samt injektioner i særlige tilfælde (ikke botox). 

Mere
Se aktuel ventetid herKontakt afdelingen.

Sygehus Lillebælt (Kolding)

Behandlingstilbud
Desensibilisering (trykmassage), fysioterapi (herunder træning med diliatorer), injektoner (ikke botox), medicinsk smertestillende behandling (Amitriptylin eller Gabapentin), sexologisk rådgivning.

Mere
Se aktuel ventetid her. Kontakt afdelingen.

Odense Universitetshospital

Behandlingstilbud
Lokalbedøvende creme eller salve (Lidocain 2 eller 5 %), medicinsk smertestillende behandling (Amitriptylin eller Gabapentin), injektioner (ikke botox), fysioterapi, sexologisk rådgivning.

Mere
Se aktuel ventetid her. Kontakt afdelingen.

Aarhus Universitetshospital

Behandlingstilbud
Desensibilisering (trykmassage), fysioterapi (herunder træning med diliatorer), injektioner med botox, medicinsk smertestillende behandling (oftest Amitriptylin), operation med fjernelse af slimhinde ved skedeindgangen (hvis man er kandidat, og andre behandlingsmuligheder er afprøvet uden held). 

Mere
Se aktuel ventetid her. Kontakt afdelingen.

Hospitalsenhed Midt (Viborg)

Behandlingstilbud
Desensibilisering (trykmassage), Lokalbedøvende creme eller salve (Lidocain 2 eller 5 %), medicinsk smertestillende behandling (Gabapentin).
Vanskelige tilfælde af vulvodyni viderehenvises til Aarhus Universitetshospital.

Mere
Kontakt afdelingen for aktuel ventetid.

Aalborg Universitetshospital

Behandlingstilbud
Desensibilisering (trykmassage), medicinsk smertestillende behandling (Amitriptylin), fysioterapi og sexologisk rådgivning. 

Mere
Se aktuel ventetid her. Kontakt afdelingen.

Regionshospital Nordjylland (Hjørring)

Behandlingstilbud
Tilbydse i samarbejde med Aalborg Universitetshospital (satellitfunktion). Se behandlinger under Aalborg.

Mere
Kontakt afdelingen for aktuel ventetid.

Aalborg Universitetshospital, Urologisk Ambulatorium Thisted

Behandlingstilbud
De deler læger med Aalborg Universitetshospital. Foreningen kender ikke til de specifikke behandlingstilbud. Kontakt eventuelt klinikken og hør.

Mere
Se aktuel ventetid her. Kontakt afdelingen.

Privathospitaler og -klinikker

Der findes nogle få private klinikker, der behandler vulvodyni. Her kan du ofte komme hurtigere til end i det offentlige. På private klinikker skal du selv betale, medmindre du er forsikret. Se mere under de enkelte klinikker.

Mangler vi noget? 
Vi opdaterer løbende siden. Tip os, hvis der er noget, vi burde oplyse om.

Center for Vulvodyni er ledet af Knud Damsgaard, som er stifter af den første vulvaklinik i Danmark og har stor erfaring med diagnosticering og behandling af vulvodyni i Danmark.

Behandlingstilbud
Botox, diverse salver, østrogen/testosteronsalve, dilatorer, operation med fjernelse af slimhinde ved skedeindgangen (tilbydes når andre behandlingsmuligheder er afprøvet uden held). 

Har du en sundhedsforsikring, kan du måske benytte den. Kontakt din forsikring, og hør nærmere. Nogle sundhedsforsikringer dækker kun behandling af kroniske lidelser (herunder falder vulvodyni) i op til 6 måneder efter, du har fået diagnosen.

Kontakt
Kontakt klinikken her.

Klinik for underlivssmerter AROS er et privathospital i Århus. Her kan du få tværfaglig hjælp til diagnosticering og behandling af vulvodyni. 

Behandlingstilbud
Desensibilisering (trykmassage), lokalbedøvende creme eller salve (Lidocain 2 eller 5 %), medicinsk smertestillende behandling (Amitriptylin eller Gabapentin), injektioner (herunder botox), operation med fjernelse af slimhinde ved skedeindgangen (tilbydes når andre behandlingsmuligheder er afprøvet uden held) og
supplerende psykologisk behandling.

Har du en sundhedsforsikring, kan du måske benytte den. Kontakt din forsikring, og hør nærmere.

Kontakt
Kontakt klinikken her.

Behandlingstilbud
Gråbrødreklinikken følger DSOG-guidline i forhold til behandling af vulvodyni (se her). Der er desuden tilbud om psykoterapi, massage og sexologisk rådgivning ud fra en helhedsorienteret tilgang (krop og sind).

Har du en sundhedsforsikring, kan du måske benytte den. Kontakt din forsikring, og hør nærmere.

Kontakt
Kontakt klinikken her.

Find andre specialister

I Danmark findes der en række smerteklinikker. De er ikke specialiseret i vulvodyni, men til gengæld er de eksperter i smertehåndtering og -reducering. Det kan være et godt behandlingstilbud til dig, hvor andre behandlinger ikke har hjulpet. 

Økonomi
Der findes både offentlige og private smerteklinikker. Du skal have en henvisning fra din egen læge. Bemærk, at der er 8 ugers behandlingsgaranti ved henvisning til en smerteklinik. Det betyder, at hvis den klinik, du bliver henvist til, ikke har mulighed for at tilbyde dig behandling inden for 8 uger, kan du frit vælge en anden smerteklinik – enten en anden offentlig eller en privat.

Find behandler
Du kan se en liste over offentlige og private smerteklinikker i Danmark her.

Prøv dig frem – og gerne tværfagligt

Der mangler generelt viden om vulvodyni, og hvordan lidelsen skal behandles.1 Heldigvis findes der en del behandlinger, som kan hjælpe dig. Vi kan dog ikke med sikkerhed sige, hvilken behandling, der vil hjælpe lige netop dig – og det kan din læge sandsynligvis heller ikke. Det betyder, at du skal regne med at skulle prøve dig frem med forskellige typer af behandling i samråd med din læge.

Meget tyder på, at en tværfaglig tilgang til behandling af vulvodyni er mest effektfuld.2 Det betyder, at man både behandler smerterne ud fra et medicinsk, fysiologisk og psykologisk og/eller sexologisk perspektiv, da smerterne påvirker både krop og sind. Det er denne tilgang, du ofte vil møde på de offentlige vulvaklinikker.

Du skal forberede dig på, at der kan gå noget tid, før du får det bedre og for nogle vil behandlingen handle om, hvordan du kan lære at leve med og minimere smerterne.

Har du oplevet en dårlig behandling?

Som patient i Danmark har du ret til at klage, hvis du har oplevet en dårlig behandling.

Alle behandlinger i Danmark

Få et overblik over alle behandlinger, hvordan de virker, og hvad forskning siger.

Få et overblik
  1. Sundhed.dk
  2. International Society for the Study of Vulva Vaginal Disease (ISSVD), 2013 “Localised Provoked Vulvar Pain (Vestibulodynia)” (læs)