Lav dosis af (tricykliske) antidepressiver bruges ofte i behandling af smertelidelser som fx fibromyalgi, rygsmerter og migræne – og vulvodyni.
Antidepressiv medicin er en behandling, der ofte tilbydes kvinder med vulvodyni, hvor lidokain eller andre mindre invasive behandlinger ikke har hjulpet.
Vigtigt: Behandlingen tilbydes ikke fordi, du er deprimeret, men fordi medicinen kan gå ind og ændre på hjernens måde at opfatte smertesignaler fra kroppen på.
Du skal trappe langsomt op og ned, når du tager medicinen. Vigtigt: Du må ikke stoppe brat fra den ene dag til den anden, da der så kan komme en række kraftige bivirkninger.
Forvent ikke en effekt lige med det samme, men regn med at der vil gå nogle uger før medicinen begynder at virke. Snak med din læge, hvis du overvejer at stoppe igen. Sammen kan I lægge en plan.
Tip: Før en smertedagbog
Det kan være en stor hjælp både for dig selv og din læge, hvis du hver aften skriver ned, hvordan dine smerter har været. For eksempel på en skala fra 0-10. Noter også når du trapper op / ned i mg. På den måde, kan du følge dine smerter og mere systematisk opdage, om medicinen hjælper. Du kan læse om doseringer her.
Bemærk, der kan være bivirkninger forbundet med behandlingen. Snak med din læge. Kendte bivirkninger for antidepressiver er: mundtørhed, fatigue/træthed, obstipation, vægtøgning, risiko for kardielle overledningsforstyrrelser, kognitive forstyrrelser og seksuel dysfunktion (ja, vi ser ironien, men for nogle hjælper det altså).
ISSVD refererer til et studie der antyder at behandling med høje doser amitriptyline (40-60 mg/dag) forbedrer smerterne med 50% for kvinder med provokeret og uprovokeret vulvodyni1. Mens et andet studie viser at en anden form for tricyklisk antidepressiva, desipramine, er intet bedre end placebo eller lidokainsalve for provokeret vulvodyni2. Et andet randomiseret studie viser at lave doser med amitriptyline (10-20 mg) og desipramine 150 mg ikke har nogen effekt for provokeret vulvodyni3.
ISSVD skriver endvidere på deres hjemmeside (kræver login), at fordi der tidligere blev antaget at lavere dosis med antidepressiver end dem som bruges for at behandle depression, kan bruges for at behandle smerte, kan en for lav dosis være årsag til lav effekt i behandling og i studier der undersøger behandling med tricykliske antidepressiver.
Tip os, hvis du har noget mere viden eller erfaring med behandlingen.
Din privatpraktiserende læge, gynækolog eller en af de offentlige eller private vulvaklinikker vil kunne instruere dig i brug af antidepressiv medicin, eventuelt i kombination med anden behandling. Du kan også blive behandlet på en smerteklinik.
- Reed et.al., 2006 “Treatment of vulvodynia with tricyclic antidepressants: efficacy and associated factors”(læs)
- Foster et al., 2010 “Oral desipramine and topical lidocaine for vulvodynia: a randomized controlled trial” (læs)
- Brown CS, Wan J, Bachman G, Rosen R. Self-management, amitriptyline, and amitriptyline plus triamcinolone in the management of vulvodynia. J Women Health (Larchmt). 2009; 18(2):163-169. (læs)