Skip to main content

Sex med vulvodyni

Sex og vulvodyni er ikke hinandens modsætninger. Heldigvis.

Skrevet af Cathrine Katzmann, sexolog, parterapeut og vaginalterapeut 


Et sexliv med vulvodyni er for mange rigtig svært. Foruden den fysiske smerte er sex ofte forbundet med sorg, følelsen af fiasko og ikke at kunne slå til som kvinde.

Men der er håb!

Denne side vil fokusere på det følelsesmæssige, men også tips og tricks, så det kan blive nemmere for dig at have et godt sexliv – også uden penetration.

På denne side kan du læse

  • Første skridt: Bliv ven med dit underliv
  • Der findes ikke en ‘rigtig’ måde at have sex på
  • Ideer til sex med en partner eller dig selv – uden penetration
  • Sex kræver ikke en partner!
  • Et godt sexliv er en fælles indsats
  • De fleste parforhold har konflikter om sex
  • Glidecremer og olier

Første skridt: Bliv ven med dit underliv

Når man har vulvodyni, kan det føles som om, at ens underliv modarbejder én.

“Hvorfor fungerer du ikke?” “Hvorfor vil du ikke, som jeg vil?” “Hvorfor gør du ondt, selvom jeg er helt tændt?” “Gid jeg kunne bytte dig!”

Alle disse tanker er helt forståelige. For det er belastende at have vulvodyni, og det kan udfordre dit forhold til din krop og ikke mindst dit underliv, din lyst og din seksualitet.

Men det betyder ikke, at alt håb er ude.

Kvinder med vulvodyni er stillet overfor en helt særlig opgave – hvor uretfærdigt det end må føles. Opgaven er simpel og svær på samme tid: De skal forholde sig til og arbejde med deres smerter samtidig med, at de bibeholder et kærligt, venligt og undersøgende forhold til deres underliv og seksualitet.

En psykolog fortalte en gang en af vores medlemmer, at hun skulle prøve at se på sit underliv, som om det var et lille uskyldigt barn. Hvis der kom smerter, skulle hun tænke, at det var barnet, der havde smerter. Og hvad gør man så i sådan en situation? Man taler blidt til det og giver det omsorg. Det samme skulle hun prøve at gøre med sit underliv.

Der findes ikke en “rigtig” måde at have sex på

Rigtig mange af os sætter lighedstegn mellem samleje og sex. Men det er bestemt ikke det samme. Samleje er sex med penetration, hvor sex egentligt ikke har en grænse for, hvad det kan være. Sex kan være forspil, oralsex eller lige hvad du vil have det skal være.

Vi kommer desværre til at spænde ben for os selv, når vi tænker på, at samleje er den “eneste rigtige” form for sex. Derfor kan det være en rigtig god ide, at du eller I som par arbejder med at udvide synet på sex. Altså hvad er sex egentligt? For når man udvider sin forståelse af, hvad sex er, bliver det lige pludselig også nemmere at få succes i sexlivet.

Hvis sex for dig er lig med samleje, så kan du komme til at sætte barren for højt, og det er synd, når sex nu er så meget andet en samleje.

At sætte barren lidt lavere, eller udvide sit syn på hvad sex er, er ikke det samme som, at du ikke må drømme om et ubesværet sexliv, eller om at penetrationssex bliver muligt. Det må du hjertens gerne, og du skal blive ved med at holde fast i den tanke. Men forsøg at jagte succesoplevelserne i dit sexliv i stedet for blive ved med at rende panden mod en mur.

Prøv alene eller sammen med din partner at lave en brainstorm over, hvad sex også kan være for jer.

Ideer til sex med en partner eller dig selv – uden penetration:

  • Oralsex
  • Onani eventuelt med en klitorisvibrator (er også vigtigt ved penetrationssex)
  • Din partner bruger udelukkende sine fingre til at stimulere dig
  • At ligge nøgne sammen ansigt til ansigt og kæle for hinanden eller én af
  • gangen
  • At ligge nøgne sammen på siden i en 69’er og give hinanden oralsex
  • At ligge nøgne sammen og stimulere jer selv
  • Penis mellem lår eller baller (brug godt med glidemiddel)
  • Gå i bad sammen og brug bruseren til at stimulere dig med
  • Hvis du kan røre ved dig selv uden smerter, så gør det sammen i stedet for kun alene
  • Læg dig op ad din partners krop, så underliv og penis mødes. Glid frem og tilbage, mens klitoris og penis bliver stimuleret på samme tid. Det er en god måde at være tætte på hinanden, kysse og have øjenkontakt – og ikke mindst mærke nydelse på samme tid!

Og sidst men ikke mindst: Anal stimuli.

Måske kan tanken om at dyrke analsex virke grænseoverskridende. Men der er meget mere i analstimuli end penetration med en penis. Prøv om du kan mærke nydelse ved berøring eller penetration med for eksempel en finger, en lille dildo eller en butt plug. Der er mange “nydelsesnerver” i det område, som er et forsøg værd at udforske. Det kan også være rart at opleve, at man godt kan blive penetreret uden smerter. Mellemkødet kan også være rart at få berørt. Prøv det af, hvis du er nysgerrig, og din partner er med på den.

Kender du andre gode tricks til nydelse? Tip os.

Sex kræver ikke en partner!

At have et aktivt sexliv kræver ikke en partner. Alle mennesker med eller uden vulvodyni har en seksualitet og et sexliv, som de kan udfolde med sig selv.

Vi anbefaler, at du forsøger at holde fast i lysten til at give dig selv nydelse og udforske det, du tænder på. For du er stadig et seksuelt menneske på trods af smerter, og du fortjener lyst og nydelse!

Hav aldrig pligtsex

Rigtig mange kvinder, også kvinder uden smerter i underlivet, kommer til at have sex, fordi de har dårlig samvittighed, eller fordi de oplever ikke at have lige så meget lyst, som deres partner eller fordi “det skal man jo, når man er et par”.

Det kalder man pligtsex, og det kan være farligt, forstået på den måde, at underlivet kan ‘lukke af’ på et tidspunkt. Man kan sige det sådan, at hvis mundens læber ikke siger fra, så siger underlivets læber fra for dig.

Kvindens underliv er meget fintfølende, og derfor må du aldrig presse din krop til noget, den egentligt ikke har lyst til.

Du kan på sigt miste lysten fuldstændig, hvis du bliver ved med at overhøre kroppens signaler.

Det betyder dog ikke, at du ikke skal tage ansvar for dit sexliv. Det skal alle mennesker. Et godt sexliv kommer nemlig ikke af sig selv. Og når man så ovenikøbet lever med de vilkår, som vulvodynien bringer med sig, så kræver det en ekstra portion overskud og tålmodighed for at få det sexliv, man gerne vil have.

Men lyt til din krop.

Hvis du kan mærke, at lysten måske godt kan komme snigende en aften med lidt hjælp, så prøv at give dig hen til det. Men hvis du derimod kan mærke, at du bare slet ikke har lyst den dag, så er det okay at sige nej tak.

Et godt sexliv er en fælles indsats

Det er ikke dit ansvar alene at få sexlivet til at fungere. Hvis du er i et parforhold, så er det vigtigt, at din partner både viser forståelse, tålmodighed og respekt.

Hvis man ikke føler sig forstået, kan man nemt komme til at trække sig, miste lysten og kun indvilge i sex på partnerens initiativ, selvom man måske ikke rigtig har lyst. Det er alfa omega, at man kan føle sig tryg, når man skal noget så sårbart som sex.

Det er en forudsætning for et trygt sexliv, at din partner ikke lægger pres på dig, og forventer at I skal have sex, selvom du har smerter eller ikke har oprigtigt lyst. Sex er en vigtig del af et parforhold, men aldrig en ret.

Derfor har du altid ret til at sige nej tak.

Ligesom du kan blive frustreret, hvis jeres sexliv ikke fungerer, kan din partner det naturligvis også. Tal om det på en konstruktiv måde. Det er næsten uundgåeligt at blive frustreret, hvis sexlivet er svært. Derfor skal i løbende snakke om det og få luft for jeres tanker og følelser hver især.

Nogle kvinder oplever desværre, at deres partner siger til dem, at de skal fikse deres problemer, ellers kan de ikke holde ud at blive i forholdet. Det er en meget uhensigtsmæssigt måde at løse problemerne på og kan give endnu mere dårlig samvittighed. Samtidig lægger det alt ansvaret over på dig som kvinde.

Hvis én har et problem i forholdet har begge.

Heldigvis oplever vi også, at rigtig mange partnere udviser stor forståelse og er en kæmpe støtte, når det er svært.

De fleste parforhold har konflikter om sex

Det kan også være rart at vide, at sexlivet ligger på en top 10 over problematikker i parforholdet. Langt de fleste parforhold har konflikter om deres sexliv – også selvom de ikke har problemer med smerter eller sygdom.

En af de største grunde til konflikter om sexlivet skyldes, at mange har en ubevidst forventning om, at begge skal have lige meget lyst til sex.

Derudover mister mange kvinder lysten, eller den formindskes kraftigt, efter fødsel. Det er dog ikke det samme som, at mænd har mere lyst end kvinder. For det er en myte.

Man taler om to forskellige slags lyst ifølge sexforskeren Emily Nagoski. Nemlig impulsiv og responsiv lyst. Impulsiv lyst er en lyst, der kommer af sig selv. Responsiv lyst, er en lyst, der skal respondere på noget, før den kommer. 1

Mænd scorer generelt højere på impulsiv lyst, mens kvinderne scorer højest på responsiv lyst. Men det er stadig lyst. Så tag ikke fejl af de to, selvom mange af os stadig tror, at sex er noget, primært mænd ønsker, bare fordi manden oftere tager initiativ til sex.

Mange mennesker – også mænd – oplever især i stressede perioder, at lysten forsvinder eller gemmer sig rigtigt godt.

Så det er mere normalt end man skulle tro, at folk bøvler med deres sexliv.

Det betyder dog ikke, at vulvodyni skal negligeres, bare fordi andre også har det svært i deres sexliv, men det kan være rart at vide, at man ikke er den eneste, som er frustreret, og at det faktisk er ganske normalt, at man oplever nogle problemer i sit sexliv.

Det behøver heldigvis ikke betyde, at man så også har et dårligt parforhold. Men det tror mange.

Så prøv at sænk skuldrene, og hav fokus på det du kan, og ikke hvad du ikke kan.

Glidecremer og olier

Vi anbefaler altid, at du bruger glidecreme eller olier, hvis du vil forsøge dig med penetrationssex. Det hjælper dig til at holde dig våd, hvilket kan nedsætte svien og irritation. Mange par bruger glidecreme – det er helt normalt.

Nogle har også erfaringer med at bruge lidokain (lokalbedøvende gel) som glidecreme. Bemærk: Da lidokain virker bedøvende, kan det også bedøve penis. Vi har dog hørt fra nogle, at det ikke er et problem. Prøv dig frem, om det er noget, der virker for dig.

Du kan også benytte lidokain gel med 2% eller salve på 5% forud for samleje. Den smøres på, der hvor det svier eller brænder. Du må godt smøre det på lige indenfor skedeindgangen, hvis det er der, du har smerter. Smør den på 10-15 minutter før samleje. Vær opmærksom på, at salven svier med det samme, du smører den på, men fornemmelsen bør forsvinde i løbet af et minut, hvorefter den begynder at bedøve området. Gelen på 2% svier for nogle mere end salven, fordi gelen indeholder alkohol. Læs mere (link).

Obs når du bruger glidecremer:

Silikonebaseret glidecreme holder længere og tørrer ikke så hurtigt ind. Det er godt, hvis du gerne vil forsøge dig med penetrationssex. Vær opmærksom på, at du ikke må bruge det sammen med silikonebaseret legetøj, da overfladen kan gå i stykker, og dermed kan suge godt med bakterier til sig. Brug silikonebaseret glidecreme til legetøj af glas og plast.

Vandbaseret glidecreme trænger hurtigere ind i huden, men er tilgengæld også det, der mest minder om kvindens naturlige lubrikation. Brug vandbaseret glidecreme til legetøj af silikone.

Vi har god erfaring med glidecremerne Pjur, Dr. Love eller olier som kokosolie eller mandelolie. Vi er ikke sponsoreret af disse mærker. Tip os,  hvis du har noget andet du kan anbefale. 

Bemærk: Oliebaserede glidecremer og olier (som mandelolie, olivenolie, kokosolie m.m.) kan nedbryde latex-kondomer – brug dem derfor ikke sammen.

Silikonebaserede glidecremer og vandbaserede kan fint bruges med latex-kondomer.

Vibrator

At investere i en lille, lækker klitorisvibrator er guld værd. Du kan bruge den alene, sammen med din partner og under penetrationsex. Når du bruger den under penetrationsex kan den gode følelse vibratoren giver til klitoris nemlig til en vis grad overdøve smertesignalerne fra vulva. 

Vi har god erfaring med: LELO Sona Sonic Klitoris Stimulator, LELO Lily og Womanizer. Vi er ikke sponsoreret af disse mærker. Tip os, hvis du har noget andet du kan anbefale. 

Held og lykke!

Få flere tips

Andre artikler om sex uden penetration

Der findes også gode internationale artikler om sex uden penetration og et godt sexliv generelt. Se for eksempel

Har du brug for et skub i den rigtige retning?

Overvej at tage kontakt til én med speciale i sexologi.

Find en specialist
  1. Glæden ved skeden af Nina Brochmann & Ellen Støkken Dahl, 2017