Ved denne behandling får du en indsprøjtning i det smertefulde område med en kombination af lidokain og binyrebarkhormon.
Det lader ikke til at behandlingen bliver meget brugt i Danmark, eller at der findes så mange positive erfaringer med den her i landet. Dog bliver behandlingen brugt i Sverige. Teorien er her, at årsagen til vulvodyni skulle være en blokering af nogle kirtler i skedeindgangen (bartholinis kirtler). Dette behandles med injektioner med bedøvelse og binyrebarkhormon i Bartholinis kirtler efter en slimhindeskade er identificeret ved hjælp af en specialfarve.
Ifølge International Society for the Study of Vulva Vaginal Disease (ISSVD) findes der kun én videnskabelig undersøgelse, som viser positive resultater ved behandling med injektion med steriod/binyrebarkhormon og lidokain.
I undersøgelsen blev 22 kvinder med lokaliseret, provokeret vulvodyni behandlet med en injektion med binyrebarkhormon og lidokain og 68% oplevede en forbedring. Men undersøgelsen er meget lille og har ikke en kontrolgruppe. ISSVD stiller sig skeptisk overfor, at behandling med injektion med binyrebarkhormon/lidokain er særlig effektiv1.
I Dansk Vulvodyniforening finder vi den svenske behandling interessant, da vi har hørt positive personlige historier, men tillader os samtidig at stille os skeptiske, da vi ikke har kunnet finde nogle andre forskningsresultater, der støtter det.
Tip os, hvis du har noget mere viden eller erfaring med behandlingen.
Behandlingen kan fås hos de offentlige eller private vulvaklinikker, eventuelt i kombination med anden behandling.
- Murina et al., 2001 “Treatment of vulvar vestibulitis with submucous infiltrations of methylprednisolone and lidocaine. An alternative approach”(læs)