Botox (Botulinum type A toxin) får dig måske til at tænke på udtryksløse ansigter og Hollywood, og du tænker måske, at dit underliv er det sidste sted, du kunne forestille dig at have behov for en opstramning.
Men botox bruges faktisk til mere end at behandle rynker i ansigtet. Det er et muskelafslappende middel og det bruges også medicinsk til bl.a. behandling af spasticitet og migræne.
Botox virker ved at lamme den eller de muskler midlet er indsprøjtet i eller den nerve, der er overaktiv. Derfor kan botox også hjælpe ved vulvodyni.
Selve indsprøjtningen kan gøre lidt ondt. Dog er smerten kortvarig. Nogle kvinder kan have en brændende fornemmelse, lette menstruationslignende smerter og hyppigere trang til at tisse i de første dage efter.
Effekten viser sig endeligt efter 3-6 måneder.
Efter behandlingen anbefales det, at du øver dig med dilatorer, så du kan vænne dig til at have noget oppe i skeden igen. Det kan også være en god idé at opstarte fysioterapi, så du lærer at afspænde din bækkendbund.
Bemærk, der kan være bivirkninger forbundet med behandlingen. Snak med din læge.
Kilde: International Society for the Study of Vulva Vaginal Disease (ISSVD) og Center for Vulvodyni.
Der er delte meninger om botox’ effekt på vulvodyni. I Danmark tilbydes det få steder og den sparsomme forskning, der er lavet, peger i flere retninger. Botox virker for nogle, mens for andre virker det ikke. Det lader til at behandling med botox, herunder forsøg med forskellig dosis, stadig afprøves i Danmark og internationalt, og at der er behov for mere forskning på området.
Den forskning, der bliver refereret til hos International Society for the Study of Vulva Vaginal Disease (ISSVD) viser:
Injektioner med en lille dosis botox i nerverne i skedeindgangen eller i de spændte muskler har i nogle videnskabelige undersøgelser vist en god effekt. I et forsøg med 30 kvinder fik halvdelen en indsprøjtning med 80 enheder botox og den anden halvdel fik en indsprøjtning med saltvand. Kvinderne, der havde fået botox, oplevede en større forbedring i deres muskelspasmer end kvinderne, der fik saltvand1.
I et dansk studie, derimod, viste injektion med 20 enheder botox sig ikke at være bedre end placebo mod vestibulodyni2.
For generaliseret vulvodyni findes der endnu færre forskningsforsøg. Der er lavet et lille studie med få patienter og ingen kontrolgruppe, hvor botox har vist en positiv effekt3.
Kender du til studier, vi bør nævne? Så tip os.
Du kan behandles med botox på Aarhus Universitetshospital eller på privatklinikkerne Center for Vulvodyni (København) eller Aros (Aarhus).
- Abbott et.al.. 2006 “Botulinum toxin type A for chronic pain and pelvic floor spasm in women”(læs)
- Petersen et al., 2009 “Botulinum toxin type A- a novel treatment for provoked vestibulodynia? Results from a randomized, placebo controlled,double blinded study”(læs)
- Yoon and Chung, 2006 “Botulinu toxin A for the management of vulvodynia”(læs)