Jeg vil gerne dele mine oplevelser og tanker omkring at komme sammen med en pige med vulvodyni.

Min kæreste fik vulvodyni, efter vi var kommet sammen i to års tid. Pludseligt begyndte samleje at være smertefuldt for hende. Siden da, i fire år, har hun døjet med vulvodyni.

I vores tilfælde betyder det, at vi har været sammen i perioder med fuldstændig problemfri penetrationssex, perioder hvor penetration har været mindre end tidligere (ikke så ofte, kortere tid, lavere hastighed) samt perioder hvor penetration har været udelukket.

Jeg håber at nydiagnosticerede vil finde det brugbart at få et indblik i, hvordan en fyr kan tænke omkring det at komme sammen med en pige med vulvodyni. 

Sex og vulvodyni

Lad mig sige det med det samme. Det ville være usandt, hvis jeg påstod, at det er fuldstændigt lige meget, at en pige har vulvodyni, og at det aldrig er frustrerende at komme sammen med en pige med vulvodyni.

Til gengæld tror jeg det vil overraske, hvad det faktisk er jeg synes, der kan være frustrerende. Endnu mere overraskende er det nok, at det på nogle områder faktisk har været en fordel at komme sammen med en pige med vulvodyni.

Først og fremmest, så genfandt vi nogle måder at være intime sammen på, som vi på en eller anden måde havde ”glemt” – vi var i hvert fald stoppet med at gøre det på trods af, det var utrolig dejligt. Når jeg snakker om intim, så dækker det bredt – både ting med fokus på orgasme og ting, der ikke har noget med orgasmer at gøre.

Derudover blev vi tvunget til at udforske nye ting og være kreative. Før drejede det sig alt for meget om penetrering, og det var så mange ting, vi overså. Det har i høj grad været en øjenåbner, og jeg har sat så meget pris på det, at jeg ikke har savnet ind-og-ud sex.

“Vi blev tvunget til at udforske nye ting og være kreative. Før drejede det sig alt for meget om penetrering, og det var så mange ting vi overså.”

Men hvorfor er det overhovedet nødvendigt at være intime sammen?

Jeg tror det handler om tre ting. For det første er der behaget ved den fysiske stimuli. For det andet følelse af at dele nærvær med hinanden. For det tredje, og det drejer sig kun om sex, giver det mig en følelse af succes som en fyr, når jeg kan tænde og tilfredsstille min kæreste. Det tre ting kan man sagtens opleve uden penetrationssex. 

Det er vigtigt, at vi deler de ting, vi går rundt og kæmper med

De værste oplevelser jeg har haft angående vulvodyni har været, når min kæreste har forsøgt at ignorere sin vulvodyni til smerten pludselig bliver så uudholdelig, at det ikke kan holdes inde, og det er gået op for mig, at jeg har været skyld i at hun har haft en masse smerte. 

“Ja, det er øv, når vi ikke kan have ind-og-ud sex. Men mere øv er det altså ikke. “

Mens jeg nogle gange har oplevet, vi har gjort for meget, har jeg modsat også oplevet, at vi har gjort for lidt på grund af opgivenhed og modløshed over det hele.

Det er klart, at man kan blive irriteret og ked af det, når man pludseligt bliver forhindret i at gøre noget man har lyst til. Ja, det er øv, når vi ikke kan have ind-og-ud sex. Men mere øv er det altså ikke.

Og nu er vi endelig kommet frem til, hvad det så er der rent faktisk kan være frustrerende.

Nogle gange har vi taget chancen, og har prøvet at gøre noget, som vi begge var fuldstændigt klar over måske ikke kan lade sig gøre. Når det så viser sig, at det ikke gik, er det frustrerende, hvis vores intime øjeblik sammen blevet erstattet af, at min kæreste fokuserer så meget på det, at hun begynder at græde.

Og jo, jeg forstår godt min kærestes tristhed. Men problemet er, at der pludselig er fokus på, hvad vi IKKE kan gøre, i stedet for hvad vi kan gøre sammen. Vi stopper fuldstændig med den (behagelige) fysiske stimuli. Vi føler en mindre grad af nærvær. Og jeg føler mig som en fiasko – jeg kunne ikke finde en måde at tænde og tilfredsstille min pige. Så vil det faktisk være bedre ikke at tage chancen.

I stedet for at være i en form for benægtelse af at vulvodyni er der, og man maser på alligevel, og i stedet for at blive helt modløs og trist, så vil jeg langt hellere have en tilværelse med en accept af, at vulvodyni er tilstede. En accept af at det er der og en nysgerrighed for hvilke andre måder, vi kan være intime på. 

Dating og vulvodyni

Hvornår skal du så fortælle en fyr om dine problemer? Min kærestes vulvodyni kom først, efter vi var begyndt at komme sammen. Jeg ville være ked af, hvis hun eller jeg aldrig havde givet vores forhold en chance på grund af vulvodyni. 

“Vi giver alle et sminket billede af, hvem vi er med de ting, vi vælger at fortælle.”

For dem som ikke har en partner og overvejer, hvor tidligt de skal informere om det, så ser jeg ingen grund til at fare ud med information om lidelsen særlig tidligt. Ham du sidder overfor sidder heller ikke og deler alle de dårlige sider han har, så hvorfor skulle du? Vi giver alle et sminket billede af, hvem vi er med de ting, vi vælger at fortælle. Især i starten. Når man så kender hinanden bedre og føler sig mere tryg, så fortæller man mere og mere.

Mit forslag vil være at vende det på hovedet – i stedet for at tænke på, hvornår fyren gerne vil have det at vide, så overvej, hvornår det passer dig at fortælle det. Vulvodyni kan være et følsomt emne, og hvornår føler du dig så tryg ved personen overfor, at du gerne vil snakke om det.

“Vulvodyni fylder meget mere i min kærestes hoved, end det gør i mit”

Ovenstående giver et lille indblik i, hvordan én fyr kan tænke om vulvodyni. Jeg er ikke perfekt. Så langt fra. Blandt de mange ting min kæreste skal leve med er meget direkte kommunikationsform, hvor jeg siger det, jeg mener, uden omsvøb.

Til sidst vil jeg blot sige, at vulvodyni fylder meget mere i min kærestes hoved, end det gør i mit.

 

Peters navn er opdigtet af hensyn til anonymitet. 

Du er ikke alene

Det kan være forvirrende, frustrerende og fortvivlende at have vulvodyni. Men husk, at langt de fleste får det bedre. Opgiv ikke håbet og søg derhen, hvor du bliver taget seriøst og hjulpet.

Bliv gratis medlem
Del din historie

Leave a Reply