Jeg er en kvinde på 67 år, der for fire år siden blev “velsignet” med vulvodyni.

Min praktiserende læge troede i starten, at jeg havde blærebetændelse. Men efter to omgange penicillin uden effekt, måtte jeg påbegynde, det jeg i dag vil kalde en ørkenvandring mellem mange slags læger – både private og offentligt ansatte. 

Ørkenvandringen

Enkelte, heriblandt en privat praktiserende neurolog, vidste overhovedet ikke, hvad vulvodyni var. Efter mange forespørgsler blandt venner og bekendte, samt timelange søgninger på nettet, fandt jeg frem til en specialist som vidste, hvad vulvodyni var og gjorde sit allerbedste for at hjælpe mig.

Jeg fik fire indvendige botox-indsprøjtninger, som desværre ikke gav noget positivt resultat. Derefter fik jeg tilknyttet en fysioterapeut på hospitalet, som viste mig forskellige øvelser, der skulle kunne hjælpe – desværre også uden resultat. Men det føler jeg måske skyldes, at jeg ikke var den mest pligtopfyldende patient. 

“Det mest interessante jeg har opdaget, er at hvis jeg af en eller anden grund kommer i psykisk ubalance (ophidselse, tristhed, skænderier og lignende), forværres smerterne. “

Efter mange forskellige forsøg på at hjælpe mig, desværre forgæves, blev jeg henvist til en smerteklinik i Give.

Her afprøvede jeg mange forskellige smertestillende midler, før jeg endte med tre gange metadon (smertestillende, jeg er jo ikke narkoman!), samt to gange Lyrica om dagen.

Da lægen spurgte mig, hvor jeg var på den berømte “skala fra 1 – 10” i smerter, svarede jeg cirka 5, og han besluttede derefter at afslutte mig som patient. 

En besværlig hverdag

Jeg har derudover, af egne penge, prøvet akupunktur, healing og hypnose. Mange tusinde kroner fattigere senere, er jeg stadig på cirka 5.

Det mest interessante jeg har opdaget, er at hvis jeg af en eller anden grund kommer i psykisk ubalance (ophidselse, tristhed, skænderier og lignende), forværres smerterne. 

I dag lever jeg – i høj grad også min mand – med, at hverdagen er besværlig. Jeg har svært ved at sidde på andet end MEGET bløde stole, flysæder er ikke rare, og jeg har endnu ikke fundet en pude eller andet underlag, jeg kan sidde smertefrit på – bortset fra toilettet, men der kan jeg jo ikke sidde hele dagen.  

Én ting er dog blevet bedre: min evne til ikke at tale om mine besværligheder. Det kan ingen mennesker holde ud at høre på i længden, og det forstår jeg godt!

 

Berits navn er opdigtet af hensyn til anonymitet. 

Du er ikke alene

Det kan være forvirrende, frustrerende og fortvivlende at have vulvodyni. Men husk, at langt de fleste får det bedre. Opgiv ikke håbet og søg derhen, hvor du bliver taget seriøst og hjulpet.

Bliv gratis medlem
Del din historie

Leave a Reply